De husker maaske fra Deres Skoletid, hvordan det gik, naar De skulde tegne Jylland efter Hukommelsen. Op langs Vestkysten gik det glat; De rundede Skagen og fortsatte ned langs Østkysten. Men her begyndte Vanskelighederne. Langs Djurslands Nordkyst gik det saa nogenlunde, men Vigene paa Mols kunde De ikke klare, og Tegningen gik i Fisk!

Siden har De mulig lært disse Vige at kende paa nærmere Hold, hvis ikke, har De noget til Gode. Hvor som helst man færdes paa de lyngklædte Højder paa Mols, aabner der sig Udsigt til en af dem: Æbeltoft Vig; Begtrup, Knebel, Egens eller Kalø Vige. Siden den sidste Istid, hvor de laa knuget under Gletcherne, og hvor Randmorænerne i Skæringspunkterne taarnede sig op til mægtige Højder, har Vandet trukket sig stærkt tilbage, saa meget, at man har konstateret Landhævninger paa indtil 4 m.

Til disse Strande havde vore Forfædre bekvem Adgang, hvilket ogsaa de mange Oldtidsmindesmærker langs Kysterne vidner om. Gennem lange Tidsrum laa Vigene saa fredeligt hen, men ikke længe efter, at Automobilet havde afløst de gammeldags Hestekøretøjer, kom en ny Invasion og kort efter begyndte nye Bopladser at vise sig paa den hævede Havbund. Lige straks fyldte de nye Huse saa lidt i Forhold til de høje Bakker. Nogle syntes det var morsomt med lidt ,Liv"; andre mente ikke, at Bebyggelsen havde nogen Fremtid for sig. Kun faa øjnede den truende Fare, og det maa være Grunden til de landskabelige Ødelæggelser, der fandt Sted, før det lykkedes at gennemføre den stærkt paakrævede Strandfredning.

Det er nævnt, at Vandstanden stod højere. ,Rougsø" var en Ø og ,Holme" omgivet af Vand. Ved brede Floder deltes Djursland i forskellige Stykker, og heri kan Forklaringen findes til det afvekslende Landskab, vi har tor os i Dag, saavel som til den tidligere Bebyggelse. Et smukt og tydeligt Eksempel paa et saadant Flodleje ser man i den Dalsænkning, i hvilken Veggerslev Aa løber, og som i 7 km Afstand strækker sig i en Bue nordvest for Grenaa. De fleste andre Afløb for Smeltevandet er forlængst indtørret. Udløbet fra Kolindsund sandede til, men i selve det 17 km lange Fjordleje indtil Kolind, stod Vandstanden 2 in over Havet, da en kunstig Tørlægning i 1874 tog sin Begyndelse. Havet har altid præ~ get Djursland. Intet Sted ligger (let fjernere end ca. 15 km. Gaarden Kovstruplund i Tøstrup Sogn har i lige Linie lige langt til Fjellerup og Katholm Strande eller Kalø Vig.

Indsøernes Betydning er ringere. Nødigt vilde vi dog undvære den Perlerække, som fra Langsø i Løvenholm Skov strækker sig i sydøstlig Retning over Vallum Sø, Skarresø, Øjesø, Langesø til Stubbesø og Draaby Sø. Med Nørresø og Bogenssø er de dog, trods Vandstandssænkninger, hver især fra 10 til 450 ha, men hertil kommer et større Antal mindre Søer under 10 ha ned til Vandhulterne i Marken og Gadekæret i Landsbyen. Antallet havde dog været større, hvis Udtørringer ikke havde fundet Sted. For de størres Vedkommende (Korup Sø, Vestensøen) ved Hjælp af et stort ydre Apparat med I.andvæsenskommissioner. For de mindres Vedkommende paa den simple Maade, at Ejerne vedbliver at fylde Affald i (tein, til det er forbi, og (len sidste Blishøne maa fortrække. Naturfredningslovene af 1917 og 1937 magter, deres gode Egenskaber ufortalt, ikke at beskytte Søerne mod Ejernes Ønsker. Over for disse Vandsænkningsbestræbelser maa vi fremholde den gamle Skovfogeds Ord, nieddelt 1941 af Skovrider A. Horneman: At udtørre Skovsøer er som at stikke Øjnene ud paa en køn Pige!

De fleste Aaløb er mindre betydende. Grenaaen danner Afløb for Kolindsunds Kanaler, og Havmølleaaen tager Vandet fra Stubbesø. Den længste Aa er Allingaaen. Den udspringer 4 km sydøst for Randers og efter at have optaget flere Bække og Rosenholm Aa løber den tæt ost om Gl. Estrup Slot og udmunder i Grund Fjord ved Allingaabro.

Terrænforholdene er som omtalt forskellige. Over et ret fladt Norddjursland hæver sig Bavnehøjene ved Hegedal, Bønnerup og Grenaa samt Højene nord for Kolindsund til 50-60 m over Havet.

Det er paa Mols, vi har de saakaldte Bjerge. Agri Bavnehøj er 137 ni og Jyllands tredie højeste Punkt, men Udsigten er mindst lige saa storslaaet fra de nordvest herfor liggende Stabelhøje eller fra Trehøje (127 m) i Vistoft Sogn og Ellemandsbjerget (99 m) paa Helgenæs. De stenbestrøede, græs- og lyngklædte Mols Bjerge er forlængst kendt som Turistattraktion, men Omraadet er dog ikke større, end at skærmende Kræfter ikke kan undværes, livis de skal bevares uskæmmet for Efterslægten. De spredte Skovrester betegner tidligere Skovrigdom, saaledes Provstskov og Bogensskov.

Af mindre Højde ganske vist, nien dog imponerende, er Forhjergene ud mod Havet: Molshoved, Bogenshoved og Handruphoved niod Syd, Binshøj, Jernhatten og Havknude mod Øst; Klinterne ved Sangstrup, Karlby og Gjerrild samt Stavnshoved mod Nord.

Højlandet paa Mols er dog stort nok til at give det milde Kystklima et vist fastlandsmæssigt Præg og ved Kolindsund (,,Danmarks Sibirien") er Dageantallet mellem sidste Foraarsfrost og første Efteraarsfrost nede paa det laveste, vi har her i Landet, ca. 143 Dage, d. v. s. Nattefrosten forlader os 11. Maj og kommer igen 2. Oktober.

Djursland ligger langt mod Øst. Meridianen over Fornæs strejfer Sjællands og Lollands Kyster. Ogsaa i klimatisk Henseende danner Landsdelen en Overgang til Øernes milde Klima. Vel har enkelte Egne et indlandsagtigt Præg, men den aarlige Middeltemperatur ved Kysterne ligger mellem 71/2 og 8 Grader, og ved Æbeltoft er den aarlige Regnmængde kun 537 mm.

Disse klimatiske Forskelligheder i Forbindelse med den afvekslende Jordbund, betyder gode Vækstforhold for en Række Træarter, som vanskeligt findes bedre i andre Egne, men hvis Krav er afgrænset og stedbestemt.

Skovfyrren opnaar en smuk Udvikling paa den dybgrundede, sandede Jord i de mellemste Egne i nogen Afstand fra Havet, medens Østerrigsfyrren trives vel paa de udsat beliggende Bakker langs Kysterne. Rødgranen levnes der derved kun et begrænset Omraade, navnlig det indre af Landet, nord for Kolindsund og Jernbanelinien fra Kolind til Avning.

Samtidig med, at de første Skovkulturer anlagdes i Midt- og Vestjylland, havde man ogsaa Opmærksomheden henvendt paa Djursland og opnaaede her et betydeligt gunstigere Resultat af Fyrresaaningerne.

Under Ledelse af Sandflugtskommissær Martens anlagdes først i det nittende Aarhundrede i sandflugtsramte Egne af Djursland forskellige Fyrrekulturer, men medens Træerne i Midt -og Vestjylland i stort Tal sygnede hen, angreben af Naalesvamp, naaede Martens allerede 1829 ,Spændetræer" i sin Plantage ved Hedegaard i Feldballe Sogn.

Paa den fugtige Bund danner den gamle stedlige Race af Rødel smukke Bevoksninger; noget lignende gælder Ask, naar der blot er Næring og Vandbevægelse i Jorden. Til stort Held trives Birken vel, ogsaa paa den højere Bund, og den vil utvivlsomt komme til at præge de Kulturer, der maa træde i Stedet for de under Brændselsnøden efterdrevne Gran- og Bjergfyrbestande.

Fra gammel Tid er det dog Egen og Bøgen, der præger Skovlandskaberne og endnu findes paa de bakkede, muldede og kalkrige Jorder ved Kalø, Lyngsbækgaard og Rugaard saa smukke Bøge, som noget Steds her i Landet. 135 m Højde hæver de i denne Foraarstid deres lysegrønne Kroner over Anemon etæppet. Paa saadanne Steder burde Granen aldrig vinde Indpas!

Egen findes mere inde i Landet. Ved Løvenholm og i 'Fjeld Skov staar slanke Vinterege og ved Søholt samt i Æbeltoft Skov tykke værdige Stilkege. Andre Steder, som i Laen, vidner Egekrat eller udstrakte Enebærbevoksninger om den forsvundne Egeskov. Ved Æbeltoft laa saaledes Bjørnkær Skov, som tilhørte Kronen, men som ved Aar 1700 -,,ar helt ødelagt. Her har Æbeltoft Kommune til en Begyndelse i 1940 anlagt 17 ha ny Egeskov. Forhaabentlig vinder vort nationale Træ frem igen alle Vegne, hvor inan ikke har tabt Lysten til at skabe et rigere og skønnere Land for Efterslægten.

Enge, som vi kender dem fra Vestjylland, findes kun i ringere Grad paa Djursland. Af stor Værdi for Landbruget er dog de Engstrækninger, som findes i de gamle Flodlejer, f. Eks. ved Ellev. Ved Knebel og Kalø Vige, som ogsaa andre Steder, findes Strandenge, der anvendes til Afgræsning i Løsdrift.

Spredt over hele Landsdelen findes et stort Antal mindre Kær eller Lavmoser, men ogsaa Højmoser eller Lyngmoser forekommer og undertiden af betydelig Udstrækning, og de spiller i denne Tid større økonomisk Rolle end i lange Tider for Brændselsforsyningen. I Pindstrup og Fuglsø Moser, ved Bjørnholm og andre Steder foregaar Tørveproduktionen i Stordrift. Ved denne udvidede Tørvegravning faar vi haandgribelige Beviser paa, at Djursland i gamle Dage var et vildtrigt Land. Men ogsaa i Nutiden findes der, takket være Herregaardene, en betydelig Vildtbestand. I Skovene omkring Gi. Estrup og Mejlgaard staar den ene af de jyske Kronvildtstammer. Antallet har før været angivet til 400 Stk., men siden er der foregaaet en betydelig Nedskydning. Ogsaa i de større Plantager sporer man (lette stolte Dyr, selv om det kun er Strejfvildt. Raadyret finder sig derimod vel tilpas i selv middelstore Plantager, og breder sig her ligesom Ræven og Egernet.

Blandt Fuglene dominerer Svømmefuglene langs Kysterne, men de særprægede Gravand træffes hyppigt helt inde i Plantagerne, hvor den ruger. Hejrekolonier findes flere Steder, og Havørnen kommer paa Besøg. Fasanen træffes ofte, uden endnu at have taget Overhaand, og af de mindre Fugle hører man i disse lyse Nætter Nattergalen ved Sydkysterne, ja, helt inde i Plantagerne ved Ulstrup er den konstateret.

Denne Vildtrigdørn staar ogsaa i Forbindelse med Bebyggelsen, som fra gammel Tid er foregaaet i samlede Landsbyer, medens Overdrevene alene benyttedes til Græsning. De gamle Landsbyer gemmer sig i Terrænet, men virker, naar man finder dem, tiltalende med de naturlige Bygningsemner: Bindingsværket, Leret og Straataget. Stationsbyerne voksede ogsaa her frem efter Banernes Anlæg i 1877; de hæver sig, landskabelig set, ikke stort over Lavmaalet Dog  maa det anføres, at de senere Aar har bragt en nyere og kønnere Byggestil frem.

Kirkerne er for manges Vedkommende seværdige og ofte bygget af Materiale, man havde let Adgang til, saaledes paa Mols af Kampesten og af Kridtsten paa Grenaaegnen. Thorsager har Jyllands eneste Rundkirke, hvis Hvælvinger bæres af 4 svære Piller. Foroven er der Rester af Skydeskaar, hvad der viser, at Kirken har været saavel et aandeligt som ogsaa et timeligt Tilflugtssted.

Ogsaa andre særprægede Bygninger findes. Foruden stolte Slotte og Herregaarde de gamle Vandmøller, medens Vindmøllerne er stærkt paa Retur. I Købstæderne har vi flere anselige gamle Købmandsgaarde med Svalegange og i Æbeltoft det berømte Raadhus, som nu er Museum. I denne By er ogsaa bevaret aarhundredgamle Tangdiger opsat til Værn mod Vigens Bølger.

Blandt Ruinerne er Kalø Slotsruin den anseligste. Imponerende tager den sig ud set fra Søsiden, mere smilende, naar man gennem den gamle Rønde Gyde med de levende Hegn naar ned til Stranden ved Kalø Vig. Med sine historiske Minder taler den sit stærke Sprog til Nutiden om vore Forfædres Liv og Virksomhed.

Af Fortidens Mindesmærker bør endnu anføres, foruden de berømte Køkkenmøddinger ved Mejlgaard og Kolindsund, det saakaldte Posekjær Stenhus ved Knebel, maaske den anseligste Runddysse i Landet. Dragsmur i Skellet mellem Vistoft og Helgenæs Sogne er knyttet særlig til Navnene Marsk Stig og Olav Rye, men desuden findes rundt om mere eller mindre Voldsteder af Gaarde som Hevringholm, Rane Ladegaard m. fl. eller Skanserne ved Æbeltoft, paa Helgenæs og ved Kattegat.

Om de gamle Landeveje kunde der skrives et helt Kapitel. Kun for en Del følger Linierne de nuværende asfalterede Baner. Videnskabernes Selskabs Kort fra 1789 giver os god Besked om deres Forløb, som lykkeligvis ogsaa flere Steder kan paavises i Terrænet. Det viser sig da f. Eks., at den lille Landsby, Rostved, har været Knudepunkt for Landevejene til Aarhus, Randers, Grenaa og Æbeltoft, og det ligger nær at forestille sig det Liv, der dengang rørte sig i Byen. Ogsaa Byvejene har undertiden samlet sig, bl. a. paa Skærsø Hede, hvor tydelige Spor i Lyngen endnu er bevaret af ikke mindre end 6 Veje førende fra Knudepunktet mod henholdsvis Egsmark By, Lyngsbækgaard, Ulstrup Vandmølle og Tingsted, Ørnebjerg Vandmølle; mod Stubbe By og Skærsø Hovedgaard samt mod Draaby Kirke. Ved Imødekommenhed fra Ejeren, J. L. la Cour, er dette Sted nu fredet.

Til Slut et Par Ord om Øerne Hjelm og Anholt; begge hører de med til Djursland, og begge har de deres Navne indskrevet i Danmarks Krigshistorie. Hjelm kan vanskeligt nævnes uden Forbindelse med Marsk Stig. Endnu lever hans Navn i Folkemunde fra den Tid, da han fra sin Borg paa MøIlerup trak sig tilbage paa Øen, fra hvilken han foretog sine Plyndringstogter:

En Del af de falske Mønter, Marsken lavede paa Hjelm, findes nu i Æbeltoft Museum.

Anholt blev i 1809 besat af engelske Tropper, som opførte de endnu bevarede Kassematter ved Foden af Fyrtaarnet. Bortset herfra har Øen gennem Tiderne ført en stille Tilværelse og har derfor indtil nyeste Tid beholdt sin vidunderlige Natur uberørt. Ogsaa Befolkningen bevarede et Særpræg og i Øens forhenværende Skove holdt Skovfyrren sig -ligesom paa Læsø - længe efter, at den var forsvundet fra det øvrige Land.

Anholt har Danmarks eneste ,Ørken", en niere end 1500 Td. Land stor Klit- og Stenstrækning, som opfylder den østlige Del af Øen. Mod Vest findes et Højland, der ligger ca. 40 m over Havet og fra hvis Endepunkter, Nordbjerg og Sønderbjerg, der haves storslaaede Udsigter.