Øjeblikket.
Øjeblikket.

    Øjeblikket - glimtet med øjet, der når man blinker - der fratager os dele af sekunder hvert øjeblik! Kameraets øjeblik bliver det latente og senere synlige billede.
    Øjeblikket fratager os kun et øjeglimt - det er kun synssansen, som berøres - alle de andre sanser (lugte, føle, høre, smage og intuitionen) er stadig i behold i øjeblikket.
    Hvordan ville den synlige virkeligheds opfattelse være, hvis vi ikke havde brug for at blinke med øjnene?
    Nu hvor vi ved at vi ikke ser alt, må vi acceptere denne begrænsning, men det er som om vi har glemt dette. Måske en-holde-det-hele-lidt-på-afstand reaktion hos os civiliserede mennesker - at vi ved en tro på ufejlbarlighed, ved det totale overblik - bedre kan møde livet!
    Der er noget vi ikke ser i vores kultur!

Hulkamera.
Hulkamera.

    Hulkameraets dybdeskarphed er den samme - eller uendelig - over hele billedfladen, og vi behøver ikke lede vores opmærksomhed hen på en diskussion om teknisk skarphed. Eller væsentligheden af skarphed - fordelt på billedfladen - er uden betydning.
    Hulkameraets "lange" belysning vil fjerne øjebliksymtomet, og giver oplevelsen af billedtilblivelsen. Billedet repræsentere processen og det vi tvivler ikke mere på det vi ser. Hulkameraet skærper opmærksomheden på tilstedeværelse og intuition.

Virkeligheden.
Virkeligheden.

    Et fotografi i en avis viser os et "glimt af virkeligheden". Det vi ser er noget ikke eksisterende - det har allerede været der, det øjeblik belysningen af filmen varede. Men vi har aldrig set det - det er på en måde dødt (ikke eksisterende) for os. Det er kun gennem tillid og en slags virkelighedsopfattelse at vi gør billedet/øjeblikket levende og troværdigt. Spørgsmål: Hvem manipulere med hvem?
    Når dette dobbelte syn , så ubevidst er knyttet til fotografiet. Må der en opdragelse/oplæring og en skeptisk modenhed til, og så må vi arbejde med at give vores syn idealistisk værdi.
    Vi må som fotografer forstå indeholdet af de skjulte beskeder i vores medie/vores billeder. Og med modenhed give spørgsmålet videre til andre.

Det religiøse
Det religiøse

    Gør vi op med denne materiale opmærksomhed, og vender blikket mod en åndelig, stoflig, sanselig, religiøs betragtning - ja, så ryger uskylden og vi kan snakke om det omvendte syndefald for fotografiet. En bevægelse fra materien mod ånd. Det religiøse fotografi har fundet sig en begyndelse.
    Hvad sker der når vi ændre forståelsen for tiden, fra en mekanisk nødvendig størrelse til en rigtig belysning, til en åndelig nødvendig størrelse? At vi stoflig behøver et vist tidsrum til at optage det åndelig og ikke en sensimetrisk korrekt størrelse.
    Hulkamera og langsommelige fotografiske processer kan være nøgle til uskyldens port.

Støj.
Støj.

    Landskab, støj, skrat, støv, ridser, lugt, mug, slidt, rust, er alle sanselige eksempler på noget vi forstår som gammelt og forgængeligt. Tidsmæssig noget som har foregået engang. Som eksempler på dødelighed eller udødelighed - alt efter forståelsen af tid og åndelighed.
    Det er som Frank Mundt siger med præparatets æstetik: Vi gemmer under glas, bag ruder, dug og rids og støj. Vi pakker og beskytter i små rum og æsker - sommerfugle, ædelstene, stenøkser fjernt fra denne tid, beskyttet mod denne tid.
Det er som en uopnåelighed, en udødelighedsgørelse. Vi kan blive frosset ned, med øje for genfødsel engang, med bedre udsigt, ud i fremtiden.
    Vi bliver mindet om denne dødelighed, ved synligt møde med ridsede, blegede og gulnede fotografier. Som mødet gennem de andre sanser - støj på vinylpladen, lugten af møl eller den tørre smag af mug.
Er billedet gemt borte bag glas og passepartout, er det ikke så farligt og truende som når det står i sin ubeskyttede direkthed. Det er lettere fordøjelig.
    Tilføres billedet støv og ridser eller kemiske blegede gule/brune toner med lag af støv på filmen. Bliver budskabet/ påmindelsen om tidsspørgsmålet - dødelighedspørgsmålet tydeligere deffineret og formuleret. Det hele ender i en erkendelse af livsprossen.
    Forskellen mellem dødelighed og udødelighed, hvor findes grænsen - og vores accept af den?

Asboe